Bliv praktikant på det forskningsbaserede nyhedsmedie Vid&Sans at Produktionsselskabet Videnslyd

Hvem er Vid&Sans?

Vid&Sans er et digitalt nyhedsmedie, der leverer forskningsbaserede svar på vigtige aktuelle spørgsmål.

Vi udgives af Aarhus Universitetsforlag og bor i et sjovt hangarformet hus i Aarhus N. Vid&Sans blev etableret i 2021 på baggrund af Megafon-undersøgelser, der viste dalende tillid til nyhedsmedierne blandt både befolkning og forskere. Den tillid er det vores mission at genoprette ved at inddrage både befolkning og forskning i vores historier.

På Vid&Sans dækker vi det, der optager os alle og er vigtigt lige nu, og vi beskæftiger os i høj grad også med begivenheder og tendenser, der går under nyhedsmediernes radar, men som på længere sigt kan få stor betydning for mennesker, samfund eller natur. Vi bruger forskningen til at forklare dybden bag nyhedsfeedet og dækker derfor både krigen i Ukraine, kampen for klimaet, Tysklands genrejsning som militær stormagt, fodboldlandsholdets succes, børns udvikling, hundes psykiske sygdomme – og alt muligt andet.

Hvad indebærer praktik hos os?

Som praktikant inviteres du med ind i vores maskinrum og får lov til at snuse til mange forskellige opgaver. Du vil bl.a. bidrage til at lave content på SoMe og komme med ind i udviklingen af vores marketings- og SoMe strategier. Du kommer til at skrive artikler med hjælp fra vores journalister og redaktører. Du kommer med i studiet til optagelse af vores ugentlige nyhedspodcast og lærer at redigere optagelserne. Og du bliver oplært i at redigere andres tekster – både dine kollegaers og forskernes egne. Vi vil gerne dig værktøjerne til at blive en moderne digital kommunikatør.

Dine opgaver bliver bl.a.:

  • At udarbejde og tilrettelægge indhold til instagram, facebook og linkedin
  • At have kontakt og føling med medlemmer
  • At (lære at) skrive tekster, både korte SoMe-tekster og lange artikler
  • At planlægge, optage og redigere podcasts
  • At udvikle og udarbejde marketing-strategier
  • At være med til at udvikle idéer til nye artikler og formater

Derudover vil vi gerne understøtte dit praktikprojekt med både tid, vejledning og adgang til udstyr.

Hvilken praktikant leder vi efter?

Din faglige profil kan have mange kombinationer, så længe du er bredt interesseret og har lyst til at arbejde med formidling og kommunikation. Du skal være målrettet og selvkørende, god til at skabe overblik og struktur samt have evnerne til at skabe handling ud af vores fælles ideer. Det er et stort plus, hvis du har arbejdet med SoMe før, har erfaring med Adobe-pakken og kan lide at skrive.

Vi leder efter en praktikant der:

  • Er effektiv, kreativ, initiativrig og nysgerrig
  • Har lyst til at arbejde med vidensformidling i forskellige formater – i samarbejde med forskere fra hele landet
  • Har en struktureret tilgang til deadlines og kan tackle travlhed på konstruktiv vis
  • Kan tænke strategisk og kreativt på samme tid
  • Kan arbejde selvstændigt med opgaverne og har mod på at tage ejerskab over egne opgaver
  • Har mod på at lære nye tekniske systemer at kende
  • Er fleksibel og indstillet på, at det i spidsperioder er nødvendigt at arbejde uden for normal kontortid

Gå i gang nu. Ja, nu!

Skriv din ansøgning allerede nu - vi glæder os til at høre fra dig.

Praktikperiode: August 2022 - december 2022. Eller efter aftale.

Praktikomfang: 4-5 dage om ugen med mulighed for at lave praktikprojekt fra dit skrivebord

Til hvem: Send din ansøgning og CV til chefredaktør Anne Engedal på aen@videnslyd.dk. Har du spørgsmål er du velkommen til at skrive til samme mail. Du kan også læse mere om os på www.vidogsans.dk

Ansøgningsfrist: Send os bare din ansøgning med det samme. Vi inviterer løbende til samtaler, og vi lukker opslaget, når vi har fundet efterårets praktikant. Seneste ansøgningsfrist er dog 30. maj 2022